Grundtvig
Udby kirke Vordingborg

Grundtvig og Udby


Nikolaj Frederik Severin Grundtvig blev født i Udby præstegård den 8. september 1783.


Hans forældre var Johan Grundtvig (1734-1813), der stammede fra Sejerø og var  sognepræst i Udby og Ørslev kirker fra 1776 til sin død. Faderen var kendt som en præst med en overvejende konservativt-kirkelig holdning, og moren Cathrine Marie Bang (1748-1822) kom fra den gamle forsker- og præsteslægt Bang.


Grundtvig tilbragte sine første år i Udby præstegård, indtil han blev 9 år, hvor han blev sendt til Tyregod præstegård ved Vejle for at blive undervist af den lokale præst, der også havde været lærer for Grundtvigs ældre brødre. I 1811-13 vendte Grundtvig tilbage for at blive kapellan for hans far, dvs. hjælpepræst.


Maleriet "Grundtvig i Udby Kirke" (1901) af Carl Thomsen handler om de personlige kvaler, som Grundtvig gennemlevede i 1810, hvor han på grund af sygdom var vendt tilbage til sit barndomshjem og samtidig tvivlede på sin tro og sit virke som præst.


Grundtvigs salme "Dejlig er den himmel blå" er  skrevet i 1810 i forbindelse med det samme ophold. Den populære salme er derfor med stor sandsynlig inspireret af himmelen over Udby.


Grundtvig forlader Udby, da hans far dør i 1813, og senere dør også hans mor i 1822. De kommer derfor ikke til at opleve den udvikling , som Grundtvig gennemgår, da han frem til sin egen død i 1872 virker som præst, historiker og grundlægger af  den danske folkehøjskole og kommer til at sætte sit store præg på det danske samfund.


Frøet blev lagt i Udby, og man kan i dag besøge hans mindestuer, der er indrettet som et lille museum i tilknytning til præstegården.


På DK4's netside kan du desuden se denne interessante udsendelse om "Grundtvigs Udby".