Verdens Bedste Brød
Valnøddetræ Stentegaarden Udby

Verdens Bedste Brød


Denne opskrift med et langtidshævet brød er set i mange varianter og ofte under overskriften "Verdens bedste brød". Du vil forstå hvorfor, når du har prøvet, hvor let det er at lave, og hvor velsmagende det bliver. Vores udgave er udviklet efter et par års hyppig brug af opskriften.


  

Ingredienser:


600 g mel

½ liter vand (5 dl)

1 ½ tsk. salt

½ pakke gær


Tip: Erstat evt. en tredjedel af hvedemelet med rugmel for at få et let, men nærende grovbrød.


Fremgangsmåde:


Hæld vandet i en stor skål, og rør gæren ud i vandet indtil den er helt opløst. Tilsæt først saltet og herefter gradvist melet, mens du blander det hele sammen med håndtaget af en grydeske. Det skal ikke æltes fint, kun lige indtil dejen hænger sammen.


Lad dejen hæve tildækket i ca. 12 timer ved normal stuetemperatur.


Den lange hævetid gør, at gæret og enzymerne i melet får tid til at virke. Det erstatter æltningen og trækker de naturlige sukkerstoffer ud af melet. Når dejen er let, luftigt og boblende, er det færdighævet.


Tag lidt ekstra mel ud på køkkenbordet og hæld dejen  forsigtigt ud på det, idet du  punkterer så få luftbobler i dejen som muligt.


Smør en skål med lidt olie og drys mel på. Kom dejkuglen op i fadet. Dæk evt. til med lidt plastikfilm. Lad den hæve i to timer mere. Inden dejen skal i gryden,  se da om der  er en fint olielag  på overfladen og tilfør ellers lidt ekstra med let hånd.


Kom en gryde med låg på 3-5 liter ind i en 250 grader varm ovn. Lad gryde og låg blive godt varm (pas på du ikke brænder dig!). Helst en halv time i ovnen, som i forvejen skal være varm. Når dejen er færdig, og gryden er varm, så hæld dejen over i gryden, lad dejen flyde lidt ud i siderne, kom låget på og sæt den i ovnen.


Bag først brødet i 30 minutter ved 250 grader med låget på. Tag låget af og lad det bage i 15 minutter mere. Brødet skal være noget mere mørkt, når det er færdigt, end man er vant til med almindeligt franskbrød.


Tag brødet ud af gryden og lad det køle af på en rist eller med bunden i vejret i mindst 20 minutter, inden det serveres.


Tip:  Det er vigtigt, at gryden er meget varm, og at dejen er smurt med lidt olie ved anden hævning. Hvis du glemmer en af delene, vil brødet let komme til at klistre i gryden og være svært at få ud!


(Kilde: Politiken netavis 2012 med egne ændringer)